Angsten møder man på det stejleste stykke


Fint nok med timelange træningsture på racercyklen, men der findes et alternativ: Benhård bjergbestigning på ekstremt stejle veje. Men du skal kunne se frygten i øjnene. Frygten for den totale ydmygelse.

 

glkongevej-c

 

At træde sig op ad meget stejle stigninger på cykel er nærmest en sportsgren i sig selv.

Disciplinen har i hvert fald nogle dimensioner, som man ikke finder på almindelig, nok så kuperet landevej. Stejlheden skræmmer – og fascinerer.

I almindelig landevejscykling er der en høj grad af kontrol. Man kan kontrollere, hvor mange kræfter man vil lægge i sit tråd. Man kan tilpasse anstrengelserne til terrænet og omgivelserne. Og da de fleste har et ur, måske med gps, kan man konstant få beskrevet forløbet af turen. Så uanset om du hyggetræner eller giver den fuld gas, har du en indikator for, hvor meget du yder.

På en stejl vej ændrer alt karakter.

Tab af kontrol
Her reduceres cykeloplevelsen til en kamp mellem dig og terrænet. Kontrollen forsvinder. Hvor du normalt kan regulere energiudladningen, bliver det nu til et enten-eller. Enten klarer du den, eller også gør du ikke.

Det er vel nærmest som forskellen på roning og vægtløftning. Når du ror, kan du altid tage et tag mere – det hele er et spørgsmål om, hvor meget power du vælger at investere over tid. Når du er vægtløfter, skal du derimod levere en kort kraftudladning, der er tilstrækkelig. Det er de rene fysiske love, du er oppe imod, og dine evner udmønter sig i triumf eller nederlag.

vaegtloeftning

Begrebet stejlhed
Jeg skal måske lige definere begrebet “stejl” lidt mere. I daglig tale bruges “stejl” ofte om terræn, der er opadgående og derfor vanskelig at bestige. Mange vil kalde Alpe d’Huez stejl, men jeg har også set danske bakker på 10-15 højdemeter blive kaldt stejle. Det er sådan lidt efter kontekst og temperament. Fællesnævneren synes at være, at det er anstrengende terræn for den, der bevæger sig på det.

Jeg vil her bruge stejlhedsbegrebet mere præcist.

Stejlhed i sin rene form handler om hældning. Når en strækning er meget stejl, så er hældningen så markant, at det bliver svært at cykle på den, selvom man bruger alle sine kræfter. Stigningens samlede længde spiller her en mindre rolle og lige sådan med antallet af højdemeter osv. Det er stigningsgraden, der er afgørende, og det kan for så vidt være en strækning på få meter, det drejer sig om, selvom sværhedsgraden af et stejlt parti naturligvis øges ved, at de forudgående meter på stigningen også har været stejle.

 

Formen spiller ind
Hvornår er en vej så ekstremt stejl? Det vil selvfølgelig opleves forskelligt fra person til person. Og afhænge lidt af den cykel, man benytter.

En cyklist, der er i decideret dårlig form og kører på en gammel skærveknuser, vil få problemer allerede ved en stigningsgrad på 5 procent. Men denne gruppe er jo heller ikke interesseret i at opsøge stejle stigninger. Så lad os her holde os til motionisten med gode fysiske og udstyrsmæssige forudsætninger.

Min erfaring er, at når en stigning bliver tocifret, så begynder vanskelighederne. Ved 10-15 procent bliver farten væsentligt reduceret, og rytteren kommer i defensiven. Trådet bliver tungt. Det er lige til at håndtere, men på sigt vil man gå død.

Trafikale hensyn
Mange kendte stigninger i f.eks. Tour de France når ikke op på så høje stigningsprocenter, hvilket vel også hænger sammen med, at vejingeniører bestræber sig på at holde asfaltens hældning nede. Høje hældningsgrader kan nemlig være uhensigtsmæssige for den almindelige trafik (biler kan miste vejgreb om vinteren, tungere køretøjer kan få svært ved at komme op eller ned osv.)

I Danmark er det først og fremmest det udprægede fravær af klippeformationer, som lægger en dæmper på stigningsprocenterne. Her har man kunnet skabe en infrastruktur på en base af relativt små højdeforskelle. Antallet af danske veje, der skråner med mere end 10 procent, er således beskedent. Under 200, vil jeg anslå.

Ubehaget sætter ind
En tand sjældnere er bakker med 15-20 procents hældning. Men de findes dog rundt omkring i landet. Det er på stigninger som dem, at ubehaget indtræder. Dels det fysiske ubehag ved at skulle træde så hårdt i pedalerne selvfølgelig. Men uroen begynder, allerede inden man er nået frem til selve stigningen.

I baghovedet på enhver cykelrytter lurer nemlig en særlig frygt. En frygt, som også kendes fra nystartede motionsløbere: Frygten for at gå i stå.

 

Det må være det symbolske, vi ikke kan klare. Vi har sat os på en cykel, og det er meningen, at vi skal bruge cyklen, indtil vi når frem til vores destination. Ellers er rejsen en fiasko.

 

Den lurende ydmygelse
Ja, altså, rationelt betragtet er det jo ikke den store katastrofe. En motionscyklist, der stiger af jernhesten og går et lille stykke vej, er ikke en begivenhed, der ryster verdenssamfundet eller rydder forsider. Men de fleste vil alligevel betragte det som en stor ydmygelse. En ydmygelse, man må gøre alt for at undgå.

kiddesvej2011-bred

For en landevejsrytter med klikpedaler gælder tilmed, at selve overgangen fra cyklende til gående/stående kan gå galt: Der er en reel risiko for, at man simpelthen vælter, i det øjeblik hvor tyngdekraften sejrer over benkræfterne. Især hvis man er for lang tid om at opgive kampen – og måske oven i købet har forsømt at regulere pedaler og klamper. Pladask, siger det så, og selvom faldet sker ved lav fart og oftest uden større skader, er det en katastrofe. Man har ikke blot tabt kampen mod terrænet. Man har også udstillet sig selv som en klovn, og mens man ligger og roder rundt på asfalten, kan man kun håbe, at ingen har set, hvad der lige er hændt.

Vejenes svar på et vandhul
Hvis faldet skete under et motionsløb på Kiddesvej i Vejle, undgår man dog næppe publikums blik. Gaden, der stiger med op til 19 procent, ligger få hundrede meter før målstregen i motionsløbet Kongeetapen, som er en slags optakt til det professionelle Post Danmark Rundt, hvori Kiddesvej også indgår. Motionister kan også stifte bekendtskab med bakken i Grejsdalsløbet, et af Danmarks største motionsarrangementer.

Bestigning af stejle asfaltveje har som “sport” både fordele og ulemper 

Plusser:
• Super til syre-/intervaltræning
• Flotte udsigter fra toppen og hurtige nedkørsler
• Træning af anderledes muskelgrupper
• God forberedelse til rejse til udenlandske bjerge

 

Minusser:
• Favoriserer de lette ryttertyper
• Meget stejlt terræn kræver særlig gearing
• De stejleste gader ligger ofte i byområder, der kan være lidt bøvlede at cykle rundt i
• Du får en ringe gennemsnitsfart!

 

Tilskuere med hang til dramatik og underholdning vælger Kiddesvej, fordi de stakkels ryttere akkurat her har så meget på spil. Kiddesvej er på den led fuldt sammenlignelig med Magasindammen i Hubertusjagten, hvor det slet skjulte håb hos pøblen er, at nogle af deltagerne dratter af hesten. Det spiller selvfølgelig også ind, at sådanne steder efterhånden har opnået en vis berømmelse.

Grænsen for det mulige
Imidlertid er der veje, også herhjemme, hvor stejlheden når endnu højere op. Hvor mange – det afhænger lidt af definitionen, men i Danmark har Danskebjerge.dk har opgjort det til 13. Der er både jyske, sjællandske og bornholmske stigninger iblandt.

Selv for verdens stærkeste cykelryttere er stigningsprocenter på 20-25 en udfordring. Her nærmer vi os grænserne for, hvad konceptet mand-på-cykel kan rumme.

chrwinthersvej-vaterpas-halvstor

 

Geometrien snyder
Godt nok ser en stigningsprocent på 25 ikke ud af så meget, hvis man tegner den som linje på et stykke papir. 25 procent svarer til, at linjen hæver sig 2,5 centimeter op ad y-aksen, for hver gang den bevæger sig 10 centimeter ud ad x-aksen. Hældningen er altså langt tættere på at være vandret end lodret. Og omregnet til grader lyder det heller ikke så overvældende: en hældning på 25 procent svarer til 11,25 grader. Der er lang vej til de 45 grader, hvor det går lige så meget opad som fremad.

Det er heller ikke sikkert, at et foto af en sådan stigning vil få den udenforstående beskuer til at falde bagover i forbløffelse. Fotografier er som udgangspunkt dårlige til at gengive dimensioner. Man skal være fysisk til stede for rigtigt at kunne begribe stejlheden.

Surrealismen i stejlheden
Men det kan så til gengæld også være en oplevelse i sig selv. At stå på en vej, der skråner 20 procent eller mere, kan næsten virke surrealistisk. Når du kigger ned, føles det lidt, som om vejen fortaber sig ned i en afgrund. Og når du kigger op, overvældes du af mængden af terræn, der rejser sig foran dig. Du er ikke i tvivl. Det her er virkelig, virkelig stejlt. Som en mur.

maalingpaakiddesvej

Analogien er blevet til et særligt begreb inden for cykelsport. En mur – eller “muur”, som det staves i Flandern – er en relativt kort, men meget stejl vejstrækning. Muur van Geraardsbergen er en af de mest berømte. Den forbindes især med endagsklassikeren Flandern Rundt og udmærker sig ved ikke bare at være stejl – med en maksimal stigningsprocent på ca. 20 -, men også bestå af brosten. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan man som udmattet cyklist vil betragte denne stigning, når man kommer trillende hen imod den. Den er så stejl, at det ser ud som om, at dens grove “murværk” rejser sig næsten lodret mod himlen.

Mest skrånende i Danmark
Kiddesvej i Vejle er også blevet kaldt en mur, trods den pæne asfalt og de manglende brosten. Men der findes altså danske stigninger, der er stejlere. En del stejlere, vil jeg endda sige. Bokulvej på Bornholm stiger med 23 procent, Skelbakken i Odsherred med 23,5. De er hhv. nummer 3 og 2 på den liste, som Danskebjerge.dk har lavet ud fra utallige målinger rundt omkring i Danmark.

Stejlest er Chr. Winthersvej i Vejle, beliggende ganske tæt på Kiddesvej. Chr. Winthersvej skråner på sit stejleste sted med 25,5%. Det er smertegrænsen. Sådan oplever jeg det i hvert fald selv.

chrwinthersvej-vejskilt-halvstor

25,5% er så stejlt, at tyngdekraften ligesom begynder at få overtaget. Det mærker man især, hvis man cykler op ad Chr. Winthersvej i regnvejr. Så kan baghjulet begynde at fedte rundt. En ret hæslig fornemmelse, for man har i den grad brug for alt det vejgreb, der kan mobiliseres, når kroppen i forvejen er på overarbejde. Man kan øge vejgrebet igen ved at sætte sig ned i sadlen. Men det er ikke just en position, der virker tillokkende i så fjendtligt terræn.

Befriende hårdt
At dreje fra Jellingvej ind på Chr. Winthersvej er en ganske speciel følelse. Som det vist fremgår, synes jeg på mange måder, det er skrækindjagende at cykle på meget stejle veje. Men det er også skønt. Skønt, fordi det er så autentisk. Det er dig, din cykel, stigningen – og ikke så meget andet. Du starter i bunden og skal op til toppen. Hvis du kan. Hvis du kan matche den modstand, som terrænet – naturen – giver dig.

Men det er også befriende. For i modsætning til de lange træningsture kræver bestigningen af en megastejl bakke ikke, at du motiverer dig selv. Du behøver ikke sætte dig særlige mål. Du behøver ikke bekymre dig om kørestil, pulsniveau, væskebalance eller andre parametre, som du måske ellers forholder dig til. Du skal bare sætte i gang og så spille spillet. Klarer du den, er det umådelig godt. Klarer du den ikke, er det forfærdeligt. It’s that simple.

Positiv statistik
Selv har jeg heldigvis mange flere sejre end nederlag.

Jeg er gået i stå én gang. Det var i Spanien – på en lejet mountainbike med delvist defekte gear. Vejen var oven i købet blind. Så det tæller ikke rigtigt. Det er i hvert fald sådan, jeg selv vælger at se på det…

I Danmark er jeg “ubesejret” – indtil videre. Kiddesvej har jeg besteget et utal af gange. To af gangene var med mere end 160 forudgående kilometer i benene. Jeg var ellers temmelig bekymret. Trætheden lægger jo nogle procenter til en stignings sværhedsgrad. Men det gik lige.

Som bjergbestigning
Jeg ved ikke, om jeg ville kunne klare Chr. Winthersvej efter 160 kilometer. Jeg tvivler. Jeg ville i hvert fald vælge min “rejsecykel” til formålet. Den har tre klinger foran – som en mountainbike -, og selvom den er en smule tung i gumpen, så giver den mig lige det dér ekstra spillerum, der kan kompensere for det lidt for store korpus og den ikke altid supergode form.

postdkrundt-glkongevej

Jeg er konstant på udkig efter “mure”. Også i udlandet. Det er vel en fascination, der minder om bjergbestigning. En bjergbestiger udser sig også udfordringer og stiller sig spørgsmålet: Kan det lade sig gøre? Sådan har jeg det også med de rigtigt stejle veje. Rejsen er noget kortere end en tur op til toppen af Mount Everest, men det er vel lidt af den samme nysgerrighed og ærefrygt, der driver værket.

Toppen af stejlhed
Hvor stejl en vej kan man egentlig cykle opad? Jeg kender ikke svaret. Rigtigt stærke ryttere kan nok klare 40 procent eller der omkring. Vil jeg tro. Jeg selv møder nok grænsen omkring de 30. Men jeg ved det ikke. Det vil vise sig den dag, hvor jeg møder min overmand. Et eller andet sted derude i verden. Forudsætningerne skal være i top, og jeg vil give alt, hvad jeg har i mig. Og når jeg så alligevel ender med at stå af cyklen – eller måske endda tumler omkuld på asfalten, fordi jeg ikke får klikket mig ud af pedalerne -, vil jeg være en erkendelse – og en ydmygelse – rigere.

I hører fra mig, når det sker. Nej, vent. Jeg holder det sgu nok for mig selv.

P1030370-ed